Salto Heika og Koira

I sommeren 1989 blev vi enige om, at vi skulle have hund! Vi fik tilsendt hvalpeliste fra Dansk Kennel Klub, læste om hunde og satte nogle kriterier op for vores kommende hund: Den måtte ikke være for stor og ikke for lille, den skulle ikke kræve en masse pelspleje, ikke være en jagthund og ikke voldsomt motions-krævende.
Vi udvalgte 3 racer, som vi ville studere nærmere – bla. ved kennelbesøg. Vi udvalgte Kennel Salto ved Lyngså, som det første sted, vi gerne ville besøge. Derfor ringede vi til Helga Harbo, som kunne fortælle, at hun ikke hvalpe havde for tiden, men vi var velkommen til at kigge forbi. Det gjorde vi så – og vi var solgt på stedet. Alle ambitioner om at kigge på flere racer inden vi tog den endelige beslutning var totalt fjernet fra vores tanker. Vi måtte bare eje sådan en hund!
Hvalpe kan man jo (næsten) altid falde for, men vi havde kun set voksne hunde, og vi var 112% overbevist om, at vi havde fundet “vores” hunderace.
Heldigvis, ville Helga gerne sælge en hvalp til os, så vi blev skrevet op til en hvalp – næste gang hun fik et kuld. Den 24. december 1989 fik Helga et kuld med kun 2 hvalpe – og allerede den 26. december 1989 fik hun endnu et kuld. Sikke en jul de det år har haft på Kennel Salto..
Vi var så heldige, at måtte vælge hvalp først og vi valgte Heika – et valg vi aldrig fortrød!

Heika kom hjem til os i februar 1990 – få måneder før vi blev gift – og året før vi fik vores første datter. Vi var selvfølgelig spændt på, hvordan Heika ville reagerer, når vi kom hjem med et 3. familiemedlem – men nervøse var vi aldrig – og fik heller aldrig grund til det. Da vi kom hjem med Camilla, satte vi liften på gulvet og lod Heika snuse og undersøge – og da hun gav vores datter en forsigtigt lille slik, vidste vi, at alt var i orden.

Heika fik efter Camilla´s ankomst en ny soveplads – eller rettere hun valgte en ny soveplads. Det var i indkøbsnetten under barnevognen. Herfra kunne hun altid vogte over Camilla, når hun sov udenfor i sin barnevogn – og bedre barnepige kan man vel ikke tænke sig.

Heika gav os mange glæder – men aldrig de Finske Lapphunde-hvalpe, som vi havde drømt om. 3 gange var hun på besøg ved Kennel Inari, men ikke tale om, at hun ville lade sig parre af den lækre hanhund, vi havde udvalgt til hende. Derimod lod hun sig desværre besnære af en CockerSpaniel, som 2 gange havde held til at grave sig ind på vores indhegnede område af vores grund – og som førte til 2 kuld af “racen” Finsk Cocktail.

Hvalpene var selvfølgelig søde – endda så søde – at vi valgte at beholde en tæve fra det første kuld. Hun kom til at hedde Koira (Det finske ord for hund) – for uanset race-blandingen, så var hun jo en hund – og vi synes at vores hunde skulle have navne, som klingede godt sammen. Koira lignede sin mor i farver og tegninger samt størrelse – men derudover, havde hun arvet hængeører og meget hår under og på poterne samt den lidt bølgede pels fra sin far. De ører og de poter har kostet os mange besøg ved dyrlægen. Koira havde mange problemer med svamp i ørerne – og når hun så kløede sig i ørerne, så kom poterne også til at klø – og så var den onde cirke i gang – og det skete igen og igen.

Koira

Koira

Heika var stort set aldrig ved dyrlægen – udover til de årlige vaccinationer. Umiddelbart kan jeg kun huske, at jeg var ved dyrlægen med hende, da hun på en eller anden måde havde forvredet det ene forben, til et ekstra sundhedscheck efter sine 2 fødsler og så et par gange i hendes sidste leveår – hvor hun fik blærebetændelse et par gange. Heika blev aflivet hjemme hos os selv lørdag den 23. marts 2003. Hun var da 13 år og 3 måneder og blev aflivet p.g.a. leverkræft. Fra vi konstaterede, at der var noget i vejen med Heika og til hun blev aflivet gik kun ca. 14 dage, så man må sige, at hun havde et langt, godt og sundt hundeliv…

Koira har som sagt været ved dyrlæge lidt flere gange. Hun fik ret tidligt fjernet sine anal-kirtler – og døjede efterfølgende med arvæv fra dette, poter og ører drillede med jævne mellemrum, hun sprang et korsbånd i det ene bagben, og forholdsvis tidligt blev hendes hjerte lidt “små-slidt”. Men hun er helt klart den mest “logrende” hund, vi har haft. Altid glad og villig til en “snak” under 4 øjne, ikke særlig legesyg, men meget kælen.

Vi tror på, at Koira havde et godt liv indtil den 29. december 2007, hvor hun blev aflivet. Et eller andet skete i løbet af natten mellem den 28. og 29. december – da vi stod op og kaldte på Koira for at lukke hende ud, kunne hun ikke komme op på alle 4. Hun sad op og kæmpede for at få bagpartiet med, men det ville ikke lystre. Da hun jo var en “gammel dame”, som havde levet på lånt tid i et stykke tid, valgte vi med det samme at bestille tid til en aflivning. Nu var det tid at sige pænt farvel og tak til en dejlig hund.

Kello Qeesa og Koira

Kello Qeesa og Koira

Skriv et svar